Redegørelse

I den i den hidtil gældende ramme nr. 4.00.E.1, som fremgår af Kommuneplan 2017, er den maksimale byggehøjde sat til 12,5 m.

I Lokalplan 712 gives der bl.a. mulighed for at etablere én maks. 36 m høj antennemast og én maks. 20 m høj skiltepylon. Da lokalplanforslaget således strider imod højdebegrænsningen i kommuneplanens rammebestemmelser, er dette Tillæg 58 udarbejdet.


Produktionserhverv

Randers Kommune har ikke fastlagt retningslinjer med udpegning beliggenheden af erhvervsområder, herunder erhvervshavne, som skal være forbeholdt produktionsvirksomheder og tilhørende konsekvensområder iht. planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 23 og nr. 24.

Det forventes at det berørte rammeområde vil indgå i en fremtidig planlægning for områder forbeholdt produktionsvirksomheder.


Natura 2000-områder og bilag IV-arter

Der er en afstand på ca. 2 km til nærmeste Natura 2000-område nr. 30, Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals, Simested og Nørre Ådal, samt Skravad Bæk.

Både ud fra afstanden og karakteren af det ansøgte er det vurderet, at hverken det ansøgte i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, vil få negativ effekt på de arter eller naturtyper, som Natura 2000-området er udpeget for at beskytte. Der er ca. 600 m ned til Kåtbæk hvor, der er levested for Odder, der er en beskyttet art på habitatdirektivets bilag IV. Med baggrund i afstanden til Kåtbæk og projektets karakter vurderes det, at det ansøgte ikke vil påvirke artens yngle- og rasteområde negativt.