Redegørelse

Tillæg 56 er udarbejdet på baggrund af Lokalplan 713 - Dronningborg Byggeprojekt. Hal, daginstitution og plejehjem, som udarbejdes sideløbende med tillægget. 

Området er i Kommuneplan 2017 omfattet af rammeområde 1.08.R.9 til Rekreation/Fritidsformål. 

Tillæg 56 til Kommuneplan 2017, består af en geografisk reduktion af den eksisterende ramme, så der kan udlægges en ny ramme til blandet bolig- og erhverv som erstatning for den eksisterende. Rammebestemmelserne for 1.08.R.9 forbliver de samme. 

De samlede bestemmelser for rammer, der vedtages eller aflyses med planen, kan ses til sidst i tillægget.

Kystnærhedszonen

Området ligger indenfor kystnærhedszonen, da det ligger under 3 km fra kysten, Randers Fjord. Det er vurderet at området ikke har en væsentlig påvirkning på kystlandskabet, da området/bebyggelsen ikke kan ses fra kysten, da det ligger bag eksisterende bebyggelse i Dronningborg by. 

 

 

Produktionserhverv

Randers kommune har ikke fastlagt retningslinjer med udpegning af beliggenheden af erhvervsområder, som skal være forbeholdt produktionsvirksomheder, og tilhørende konsekvensområder. Tillæg 56 (og Lokalplan 713) omfatter et rammeområde til rekreation/fritidsformål, samt til blandet bolig og erhverv. Det er ikke muligt, at dette område vil indgå i en fremtidig planlægning for områder forbeholdt produktionsvirksomheder, da området kan være i fare for forurening af grundvand og BNBO (boringsnære beskyttelsesområde). Planen vurderes dermed ikke at få betydning for implementeringen af planlovens bestemmelser om produktionsvirksomheder.

 

Natura 2000-områder og bilag IV-arter

Der er en afstand på ca. 7,9 kilometer til nærmeste Natura 2000-område nr. 14 Ålborg Bugt, Randers Fjord og Mariager Fjord. Både ud fra afstanden og karakteren af det ansøgte vurderes det ansøgte hverken i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, at få negativ effekt på de arter eller naturtyper, som Natura 2000-området er udpeget for at beskytte.

Lige vest for lokalplanens område ligger Rismølle Bæk, der er et muligt leve- og rasteområde for odderen. Så længe der ikke bygges lige ned til vandløbet, så vurderes projektet ikke at påvirke yngle- og rasteområder for odderen.

Der er ikke fundet bilag IV-arter nær lokalplanområdet, og med den nuværende brug af arealet vurderes stedet ikke at rumme yngle- og rasteområder for bilag IV-arter. Det vurderes derfor, at der ikke vil være en påvirkning af yngle- og rasteområder for bilag IV-arter.